Yngre med årene

Dato/Tid
09/02/2021
19:00 - 21:00

Lokation
Rimsøhuset, Rimsø Bygade 22, Grenaa


Underviser
Bente Klarlund Pedersen,
Professor ved Københavns Universitet,
overlæge ved Rigshospitalet,
leder af Center for Aktiv Sundhed (CFAS)

Foredraget er AFLYST pga. Corina-situationen

………………………………………………………………………………….

Forskning viser at ikke bare din livsstil, men også livsindstilling,
i et vist omfang er med til at bestemme om du vil dø som en
rask 90-årig eller som en syg 80-årig.
Du har selv mulighed for at forsinke aldringen af dine celler
og dermed af din krop.

Ikke bare livsstil, men også livsindstilling, er med til at bestemme
om vi får et langt liv med få eller ingen ”skranteår” –
som Bente Klarlund så sigende har døbt årene i alderdommen
hvor mennesket bliver gradvist skrøbeligere.

Som plastikdupperne for enden af vores snørebånd, sidder de
såkaldte telomerer for enden af vores kromosomer og stabiliserer
disse. Hver gang en celle deler sig, ryger der et lille stykke af
telomererne. Man kan sige at vores celler er udstyret med et
klippekort hvor der for hver enkelt celledeling ryger et klip fra
enden af kromosomerne. På et tidspunkt er klippekortet tomt,
og så vil cellen aldrig kunne dele sig mere. Man siger at cellen
derved er gået ”i alderdom”.

Det viser sig at kronisk inflammation giver korte telomerer
og får aldringsprocessen til at køre hurtigt, mens en sund
livsstil og en optimistisk livsindstilling bremser inflammationen
og styrker kromosomerne.
Ungdommens kilde er altså fundet og den består af en række
forskningsbaserede livsstilsråd der styrker den fysiske og
mentale sundhed. Det handler om sund kost, absolut ingen røg,
vin i moderate mængder og rigeligt med bevægelse og søvn.
Det er også vigtigt at undgå unødig bekymring og have fokus
på det der giver livet mening. Det handler bl.a. om familie og
venner, at deltage i frivilligt arbejde eller på andre måder at
tænke udover sig selv.

Det er ikke mindst vigtigt at opleve ærefrygt – altså denne
særlige brusende følelse af henrykkelse, begejstring og betagelse.
Hvad enten det er en stjernehimmel, en solopgang eller at høre
drengekoret synge, er det vigtigt at optimere chancen for at blive
grebet af ærefrygt.
Det er altså muligt at forsinke aldringen og du bestemmer selv –
i et vist omfang – om du vil dø som en rask 90-årig eller som
en syg 80-årig. Du kan nemlig vælge at følge en livsstil hvor
dine celler og dermed din krop i biologisk forstand bliver yngre.

Om forelæseren:
Dr.med. Bente Klarlund Pedersen er overlæge på Rigshospitalet
og professor ved Københavns Universitet. Hun er leder af Center
for Aktiv Sundhed (CFAS) der bl.a. undersøger de mekanismer
hvorved fysisk aktivitet forebygger sygdom.
Forskningscenteret har påvist at vores muskler producerer
hormonlignende molekyler hvormed musklerne kan signalere til
andre dele af kroppen. Center for Aktiv Sundhed forsker i fysisk
træning som medicin til patienter med kroniske sygdomme,
fx type 2-diabetes og cancer.

Bente Klarlund Pedersen har været med til at sætte fysisk aktivitet
og sundhed på den politiske dagsorden bl.a. som tidligere formand
for Det Nationale Råd for Sundhed og medlem af Forebyggelses-
kommissionen.

Hun er forfatter til mere end 650 videnskabelige artikler og bøger
og har modtaget adskillige priser for sin forskning. Hun har udgivet
populærvidenskabelige bøger om motion og sundhed og har siden
2010 været klummeskribent og redigeret en sundhedsbrevkasse i
Lørdagsliv, Politiken.
For sin forskningsformidling har hun modtaget Videnskabs-
ministeriets Forskningskommunikationspris, Kulturministeriets
Idrætspris og Rosenkjærprisen.

Arrangeret i samarbejde med Science and Technology;
Aarhus Universitet og Rimsøhuset

BEMÆRK ved tilmelding:
Udfyld venligst felterne: Navn, Telefon og E-mail, så vi kan komme i kontakt med dig, hvis der sker ændringer i programmet.
Hvis du ikke har en email-adresse, skal du bruge denne: no@rep.ly

  • Norddjurs Folkeuniversitet
  • v/ Birgit Årsnes
  • Sommerlyst 55, 8500 Grenaa
  • 2344 8014
  • Tlf.: 8632 0885
  • CVR: 33334052
  • info@norddjursfolkeuni.dk
www.norddjursfolkeuni.dk
    HP P PH@